Tantra talk Danmark
Nu, hvor efteråret er over os, trænger du måske til at trække dynen op over hovedet, tænde ørebøfferne, og lytte til noget interessant talk radio, måske om tantra og tantra massage. Her er en lille anbefaling.
David Ssempebwa, som har sin egen tantra massage praksis i Sønderborg, har igennem mere end et år interviewet sine kolleger i den danske tantraverden i podcasten Tantra Talk Danmark. Man kan f.eks. finde den på Spotify, hvor jeg lytter til den. I øjeblikket er der over 30 afsnit. De er meget fascinerende for mig at lytte til. De viser, hvor bredt den danske tantraverden strækker sig, og hvor mange og hvor forskelligartede praksisser, der gemmer sig under betegnelsen “tantra”. Alene det benarbejde, som David har udført for at få den samling af interviews på plads er imponerende. Jeg er selv glad og stolt over, at jeg fik lov til at være med som afsnit 3 og tale om Mahamudra tantra massage, selv om jeg indrømmer, at jeg kun lige fik taget hul på emnet.
God lytning! Du kan også læse mine andre blogindlæg om tantramassage eller kontakte mig som på beskrevet på forsiden for at forespørge om en Mahamudra tantra massage.